FARC (Colombias Revolutionære Væbnede Styrker) er den største og ældste oprørsbevægelse i Colombia - og i Latinamerika.

FARC (Colombias Revolutionære Væbnede Styrker) er den største og ældste oprørsbevægelse i Colombia - og i Latinamerika. Terrorstemplingen af bevægelsen kommer på et tidspunkt hvor FARC står stærkt: Guerillaen opererer i hele landet og er en vigtig politisk, social og militær faktor. FARC er en marxistisk guerilla der blev dannet i 1964 af bønder som greb til våben mod det daværende styre. Bevægelsen har historiske bånd til Colombias Kommunistiske Parti.

FARC kæmper for at tage magten og omfordele landets ressourcer. Derfor er en jordreform guerillaens mest centrale krav.

Terrorstempling

USA satte FARC på sin terrorliste tilbage i 1997. EU satte FARC på terrorlisten i juni 2002, i samme omgang som PFLP og en række andre organisationer kom på listen. Det skete efter en proces som begyndte kort efter september 2001: I november 2001 indførte EU visum- og rejseforbud over for medlemmer af FARC, og EU-landenes diplomatiske forbindelser til bevægelsen blev afbrudt. FARC forhandlede på det tidspunkt stadig fred med den colombianske regering - en proces FN og flere EU-lande var involveret i .

I februar 2002 afbrød regeringen imidlertid fredsprocessen med FARC. I foråret begyndte diskussionerne om nye bevægelser på EU’s terrorliste, og på trods af modstand fra Frankrig og Sverige blev landene i juni 2002 enige om terrorstemplingen af FARC.

Regeringerne i Colombias nabolande er stærkt uenige. Hverken Ecuador, Brasilien, Cuba eller Venezuela betegner FARC som terrorister. USA’s og EU’s terrorstempling af FARC er et skulderklap til Colombias siddende regime og til Colombias nuværende præsident Alvaro Uribe Vélez. Regeringen repræsenterer først og fremmest landets rigeste familier, finanssektoren og militæret, og den viderefører Colombias 50 år lange tradition for en deling af magten mellem det liberale og det konservative parti. Under Uribes styre er der sket en voldsom optrapning af krigen; dels af sammenstødene mellem guerillabevægelserne på den ene side og regeringshæren og dødspatruljer på den anden; men i endnu højere grad en optrapning af statens terror mod al form for opposition. Colombia har verdensrekord i mord på fagforeningsfolk og journalister og andre kritikere af styret. Og volden har inden for de seneste år fået omkring tre millioner colombianere til at flygte fra deres hjem.

Amnesty International beskriver i november 2003 hvordan den systematiske vold under Uribe er taget til, og hvordan dødspatruljerne sammen med hæren står for den groveste vold såsom pinefulde drab, massakrer, forsvindinger og voldtægter: http://web.amnesty.org/library/Index/ENGAMR230662002

Dødspatruljerne er under præsident Uribe blevet knyttet tættere sammen med statsapparatet. Afdemokratisering og militarisering lanceres som ”anti-terror-politikker”. Derfor kunne regeringen ikke ønske sig en bedre håndsrækning end et internationalt terrorstempel på sin stærkeste modstander.

Frihedskamp

At stemple en oprørsbevægelse som FARC har flere typer af konsekvenser:

1) FARCs eget internationale arbejde og diplomati vanskeliggøres. For nylig blev en højtstående FARC-kommandant fanget af en CIA-ledet styrke i nabolandet Ecuador, selv om kommandantens ærinde var at forberede et dialogmøde med FN’s udsendte James Lemoyne.

2) Terrorstemplingen gør det mindre oplagt for andre landes regeringer at blande sig og kritisere Colombias regering.

3) Terrorstemplingen af FARC kriminaliserer også den sociale base som bevægelsen har på universiteter og skoler, i fagforeninger eller landsbyer - den gør hele resten af oppositionen som arbejder for de samme mål som FARC til terrorsympatisører.

4) Når FARC udråbes som terrorister, bliver politisk og humanitært arbejde som før var almindeligt, pludselig ulovligt. Det regeringsbærende Vänsterpartiet i Sverige har tidligere hvert år samlet penge ind til FARC - ligesom flere europæiske regeringer har plejet tætte forbindelser med FARC for at presse på for fredsforhandlinger og en forhandlet løsning på Colombias væbnede konflikt. Den slags bestræbelser må nu foregå i det skjulte.

FARC bliver ofte i mainstream-pressen beskrevet som en terrorgruppe uden ideologi hvis eneste formål er at tjene penge gennem narkohandel og kidnapninger.

De mest typiske spørgsmål er:

”Kidnapper FARC tilfældige for at tjene penge?”

FARC har et barsk skattevæsen og opkræver skatter i de områder guerillaen kontrollerer. Personer eller selskaber som ejer mere end 1 million USdollars skal betale. Det gør mange, men de der nægter, bliver tilbageholdt indtil de betaler. Politikere som opfattes som direkte repræsentanter for den colombianske stat risikerer også at blive tilbageholdt af FARC som krigsfanger. Guerillaens mål er at bruge en udveksling af krigsfanger som staten på en ny fredsproces med regeringen. De berømteste af FARCs fanger er den tidligere præsidentkandidat Ingrid Betancourt og de tre amerikanske efterretningsofficerer Thomas Howes, Marc Gonsalves og Keith Stansell. FARC har ikke kidnappet danske statsborgere, men tre danskere er i løbet af de seneste år blevet kidnappet i Colombia af andre grupper.

”Udøver FARC terror mod civile?”

FARC fordømmer terror. Det er FARCs klare politik kun at udføre krigshandlinger mod regeringshæren og højreorienterede dødspatruljer. Men der er alligevel eksempler på civile der er blevet ofre for krigshandlinger i den væbnede konflikt. Et eksempel er fra 2002 hvor FARC i ildkamp med paramilitære affyrede en granat ved en kirke og dræbte 119 mennesker. FARC beklagede det skete, men holdt de paramilitære ansvarlige, fordi de bevidst havde brugt de civile som menneskeskjolde under kamphandlingerne. FN’s menneskerettighedskommission holdt både guerilla, paramilitær og staten ansvarlig, eftersom regeringsstyrkerne havde lukket de paramilitære ind i området, og de paramilitære bevidst havde placeret folk i kirken. Et andet eksempel er fra 1999 hvor 3 nordamerikanske aktivister blev dræbt af FARC. FARC undskyldte officielt drabene som en fejl på vegne af en FARC-officer, der var overbevist om, de 3 var CIA-agenter. Officeren er ifølge FARC blevet straffet.

FARC beskyldes jævnligt for en lang række andre aktioner som bevægelsen ikke har noget at gøre med: I august 2002 sprang en bombe i den fashionable klub El Nogal i Bogotá. Flere mennesker fra prominente kredse blev dræbt. FARC blev af regeringen og Colombias medier udråbt til ansvarlig. Ifølge FARC er hændelsen et internt magtopgør i narkomafiaen. I juli 2000 beskyldtes FARC for at holde 50-200 kidnappede børn til fange i et demilitariseret område. Medierne måtte dog efter mediestormen trække alle beskyldninger tilbage, da det viste sig at være tage om 2 børn, som var kidnappet af almindeligt kriminelle udenfor FARC-området. Beskyldningerne figurerer dog stadig fejlagtigt i Human Rights Watch rapport som kriminalitet begået af FARC.

”Er FARC en narkoguerilla som tjener mange penge på kokainhandel?”

Den mest hårdnakkede beskyldning mod FARC har ikke noget særligt med terrorisme at gøre. Især USA beskylder FARC for at fremstille og smugle narkotika til USA. Indtil for nylig blev al militær hjælp fra USA til Colombia betegnet som narkobekæmpelse, selv om næsten 100 procent gik til krigen mod guerillaen. FARC er åben omkring sin narkopolitik: Småbønder som dyrker koka i lille skala for at overleve, generes ikke af FARC, men får i FARC-kontrollerede områder påbud om at holde produktionen under en vis størrelse. Desuden opkræver guerillaen skat af mellemhandlerne, på linie med de skatter som opkræves af alle andre produkter. FARC har i samarbejde med lokale bondeorganisationer flere konkrete initiativer på bordet til at erstatte koka med fødevareproduktion. FARC mener for øvrigt at: ”Handlen med narkotika er en følge af den globaliserede kapitalisme, først og fremmest af USA’s politik. Det er ikke et problem FARC-EP har del i. Vi tager afstand fra narkohandel. Men vi er nødt til at forholde os til problemet, eftersom USA’s regering bruger narkohandel som et påskud for sine kriminelle aktiviteter mod Colombias folk. Derfor opfordrer vi USA’s regering til at legalisere forbruget af narkotika. På den måde ville de enorme profitter som den forbudte forretning skaber holdes nede. Forbruget kunne kontrolleres og de stofafhængige kunne få behandling.” Efter 11. september 2001 hedder USA’s militærhjælp ”Krig Mod Terror” og krig mod narkotika er ikke længere så vigtig en del af retorikken.

Alternativer

FARC fører ikke kun væbnet kamp, men arbejder også socialt, kulturelt og politisk. I nogle af de områder som guerillaen kontrollerer, er staten stort set ikke til stede, og det er FARC der er den gældende myndighed. Hvor det er muligt, eksperimenteres der med lokalt demokrati og selvstyre. FARC står for sundhedskampagner og bygger skoler, veje, broer og sundhedsklinikker. Under fredsforhandlingerne 1998-2002 rådede guerillaen over et demilitariseret område på størrelse med Danmark, hvor der blev sat mange nye tiltag i gang. Blandt andet afholdt FARC internationale konferencer hvor Danmarks ambassadør deltog. Der er flere andre oprørsgrupper som kæmper mod regeringen i Colombia. Af dem er ELN (Den Nationale Befrielseshær) den største. ELN har også tidligere forsøgt at forhandle fred med regeringen.

I 2003 indgik fronter fra FARC og ELN i en fælles aktionsenhed. I den seneste tid har fronter fra de to guerillaer udført fælles angreb mod hæren og dødspatruljer og lavet koordinerede sabotageaktioner mod nordamerikanske olieselskaber.

Offentliggjort online:
torsdag 22. juni 2006